Kommissorium for Dommerudvalget
1. Etablering og konstituering
Stk. 1.1.
Bestyrelsen for DRK udpeger (vedtægtsbestemt) efter Generalforsamlingen et Dommerudvalg (DU) bestående af 6 medlemmer, hvoraf et medlem er fra bestyrelsen.
Stk. 1.2.
Mindst 3 af medlemmerne skal være autoriserede markprøvedommere (A), og mindst 1 medlem skal være brugerrepræsentant. Alle være aktive og nyde almindelig respekt i DRK.
Stk. 1.3.
DU konstituerer sig med formand og sekretær. Bestyrelsens repræsentant kan ikke være formand for udvalget.
Ændringer i udvalgets konstituering skal meddeles DRKs sekretariat straks.
Beslutninger træffes i enighed eller ved flertalsafgørelser. I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt. DU er beslutningsdygtigt når 2/3 af udvalget er til stede.
Stk. 1.4.
Udvalget refererer til DRK’s bestyrelse.
Stk. 1.5.
Medlemmerne i DRK’s udvalg varetager en tillidspost i DRK og repræsenterer dermed DRK i alle henseender. Dette skal iagttages i alle sammenhænge og medlemmernes optræden skal være loyal og troværdig mod Dansk retriever Klub. Overskridelse af denne loyalitetspligt kan medføre, at et medlem ikke kan varetage en udvalgspost i DRK. Dette vil være bestyrelsens afgørelse.
2. Ansvar og aktiviteter
Stk. 2.1.
DU er klubbens sagkundskab med hensyn i dommerspørgsmål, herunder uddannelse af dommere til markprøver, working tests og brugsprøver.
DU varetager administrationen og sagsbehandlingen indenfor dommerautorisationer og indstillinger i samarbejde med klubbens sekretariat.
Stk. 2.2.
DU inviterer dommere til de markprøver B og working test, der er fælles for racerne samt godkender efter indstilling fra racerne udenlandske dommere til racearrangementer samt giver accept til dommere, der er inviteret til at dømme i udlandet.
Stk. 2.3.
DU varetager opgaven at finde og udvælge egnede emner til dommeruddannelsen indenfor markprøver og working test.
DU er ansvarlig for og tilrettelægger uddannelsen af dommeraspiranter til markprøver og working test. DU godkender brugsprøvedommere til uddannelse.
Forinden en dommeraspirant igangsættes med sit uddannelsesforløb, skal DU sikre, at DKK skriftligt har godkendt den pågældende til at påbegynde uddannelsen
DU indstiller aspiranterne til DKKs autorisation efter endt uddannelsesforløb.
Alt efter nedenfor beskrevne procedure.
Stk. 2.4.
DU skal sørge for efteruddannelse af allerede uddannede dommere, og afholder dommermøder/seminarer efter behov.
Stk. 2.5.
DU indsender hvert år en aktuel liste til DRKs sekretariat og til DKK over aktive dommere og hvilke prøvetyper de er uddannet og godkendt til at dømme.
DU vedligeholder listen over de danske dommere, som kan modtage invitationer til at dømme internationale prøver (CACIT-givende) i udlandet. DU sørger for at der altid er en aktuel liste hos DKK og i DRKs sekretariat.
Stk. 2.6.
DU kan over for DRKs bestyrelse og DKK indstille, at en dommers autorisation inddrages.
DU kontrollerer, at DRKs prøveregler efterleves af de autoriserede dommere og har påtaleret over for disse. DU har ret til indseende i kritikker fra officielle prøver.
Stk. 2.7.
DU kan foreslå ændringer i DRKs markprøveregler, ligesom DU skal høres, hvis ændringer foreslås af andre.
M.h.t. fortolkningen af DRKs prøveregler er DU – sammen med DRKs markprøveudvalg - DRKs vejledende organ.
DU kan offentliggøre fortolkninger af prøveregler og kan formulere og udgive kutymer.
Stk. 2.8.
DU bemyndiges til på vegne af DRKs bestyrelse at behandle klager indsendt af deltager dommere eller arrangementsleder vedrørende dommerafgørelser, bedømmelser og/eller deltageres adfærd overfor en aut. dommer på officielle prøver afholdt af DRK.
Behandlingen af klager skal efterleve nedenfor beskrevne procedure.
3. Økonomi
Stk. 3.1.
DU er budgetansvarlig og skal senest 1. december til DRKs sekretariat indsende budgetforslag for udvalgets virke det næste år.
Økonomien administreres i samarbejde med klubbens administration og bestyrelsens kasserer. Der gives kvartalsvise tilbagemeldinger om status på udvalgets budget til DU´s formand.
Bestyrelsens repræsentant fungerer som "controller", som gennem løbende kontrol sikrer den løbende budgetopfølgning for udvalgets område.
DU og controller er ansvarlige for, at der udarbejdes budgetter for relevante aktiviteter, samt at der efter afholdelse sker en hurtig opfølgning og afrapportering til bestyrelsens kasserer om evt. udsving i forhold til de lagte budgetter.
Stk. 3.2
Der udbetales godtgørelse for telefoni til udvalgets formand. Tilskuddet kan gives til et andet medlem fra udvalget, hvis dette skønnes relevant.
4. Administrative rutiner og kommunikation
Stk. 4.1.
DU afholder møder efter behov. Ved udvalgets møder skal der føres referat, der efter godkendelse fremsendes til DRKs sekretariat/bestyrelse. Et beslutningsreferat fra møderne skal senest 20 dage efter mødet offentliggøres på klubbens hjemmeside.
Stk. 4.2.
DU aflægger skriftlig beretning for udvalgets arbejde i det forgangne år. Beretningen skal være DRKs sekretariat i hænde senest 15. januar for offentliggørelse på klubbens hjemmeside inden Generalforsamlingen ultimo februar.
Stk. 4.3.
DU kommunikerer med medlemmerne via Retrieveren og via DRKs hjemmeside. Udvalgets sekretær skal sikre, at DRKs hjemmeside under MU holdes ajour med referater og aktiviteter etc.
Således vedtaget af DRKs bestyrelse 26.2.2012
Dansk Retriever Klub | Fraugdegårds Allé 4 | 5220 Odense SØ | Tlf. +45 6597 3494 | Fax +45 6597 3488 | post@dansk-retriever-klub.dk
                                                                                                                                                                                                                               

