Årsmødet 2010
Generalforsamling for Curly Coated Retriever
Årsberetning
Raceledelsesmøder:
Konstitueringen for 2010 fortsatte uændret fra 2009 med Formand: Bodil Jensen, Næstformand og kasserer: Kirsten Lilholm og sekretær: Elsebeth Thuesen.
Der er afholdt 4 personlige møder og et telefonmøde, hvor der blandt andet blev arbejdet med:
- Forberedelse af certifikatudstillingen i Vildbjerg
- Henvendelse fra DKK omkring generel sundhed i racehunde i Danmark
- Forberedelse og i samarbejde med DRK’s sporudvalg afholdelse af DKK Schweiss prøve i Klinteskoven
- Almindelig varetagelse af racens interesser.
Møder med DRK:
Bestyrelsen for DRK har afholdt et enkelt møde med racerne i marts måned, hvor 2 repræsentanter fra Curly deltog. I september måned deltog 2 repræsentanter i DRK’s store strategimøde i Fraugde sammen med DRK’s bestyrelse, repræsentanter for de 5 raceledelser og repræsentanter fra samtlige regionerne i Danmark. Endelig blev der afholdt enkelt koordineringsmøde med DRk’s udstillingsudvalg sammen med de 5 racer vedr. afholdelse af certifikatudstilling i Vildbjerg.
Arrangementer:
Raceledelsen har afholdt en certifikatudstilling i Vildbjerg hvor mange curlyfolk fra udlandet deltog. I alt var der tilmeldt 25 hvoraf 7 var danske hunde. Udstillingen blev dømt af Lisbeth Beck fra Danmark.
Curly blev af Raceledelsen for Cheasapeake inviteret med til deres sommertræf, der blev afholdt ved Sorø på Sjælland. Lørdag blev der afholdt markprøve B for begynder- og åben klasse Her var der tilmeldt 4 curlyer i begynderklassen. Bedste curly i begynderklassen: Aristocurl’ Copy Cat ført af Stella Saltoft. Desværre var der ingen curlyer tilmeldt i åben klasse. Om søndag blev der afholdt certifikatudstilling, hvor Kathy Crowsert fra USA var inviteret til at dømme begge racer. 5 curlyer var tilmeldt. Vi glæder os til at byde Chesapeake velkommen til vores sommertræf 2011.
Vi oplever stadig en stigende interesse for sporarbejde i vores race, hvilket viser sig i en opgang af både tilmeldte og præmierede curlyer både på de danske sporprøver og i udlandet. Derfor fandt vi det naturligt at udbyde en DKK Schweiss prøve 400m/ 3 timer og 400/ 20 timer for curlyer i samarbejde med Sporudvalget i DRK. Prøven blev afholdt i Klinteskoven i første weekend i september måned. 6 hunde, heraf 2 curlyer var tilmeldt prøven. Ved afholdelse af denne prøve blev der skrevet historie i DRK, da det var første gang, at en raceledelse stod som arrangør af en DKK Scweissprøve. En stor tak skal lyde til DRK’s sporudvalg for det gode samarbejde og deres hjælpsomhed.
Antal registrerede medlemmer af racen:
Ved udgangen af 2010 var der i DRK registreret 54 medlemmer med tilhørsforhold til curly. En tilbagegang på 5 medlemmer. Det må generelt konstateres, at der er generel nedgang i antal medlemmer i DRK.
Antal hunde:
Vi må desværre konstatere, at der ikke er registreret nogle dansk opdrættet curly hvalpe i 2010. Matadorgrænsen for avlshunde er ændret fra 2 til 1 hvalpe pr. avlshund.
I 2010 er der importeret 5 curlyhvalpe. 3 fra Sverige og 2 fra Tyskland.
Vi må konstatere en nedgang på tilmeldte curlyer på de danske udstillinger. Det er ikke kun curly, som oplever denne nedgang. De 4 andre racer i DRK oplever også denne nedgang, hvorimod vi ser en lille opgang i antal tilmeldte curlyer på markprøverne.
Sundhed 2009:
2 curly’er blev HD fotograferet, 1 med status A og 1 med status B.
1 curly’er er AA fotograferet fik status 0.
3 curly er øjenlyst: ingen arvelige øjensygdomme.
Curly Meritter:
Årets curly Dual 2010: Waterloo’s Vision Of Love / 190 point
Årets curly udstilling 2010: Sasa’s Othello / 265 point
Årets curly brugshund 2010: Curly Cottage Joella / 170 point
DKK Racevinder 2010: Sasa’s Othello
Årets curly i DRK: Waterloo’s Vision Of Love
Racen har fået 2 nye Danske Champions:
Sasa’s Othello og Waterloo Dancing Queen
Waterloo’s Dancing Queen er godkendt som International champion.
Der skal lyde et stort tillykke til dem alle for disse flotte præstationer.
Raceledelsen
Referat fra generalforsamlingen
Download referat: Referatafårsmødehoscurlycoatedretrievere.pdf
Øvrigt
På årsmødet blev det fortalt, at sporudvalget ikke var glad for vores spordag den 16. april 2011. Raceledelsen har i den anledning henvendt sig til sporudvalget og fået nedenstående svar.
Formand for Curly Coated Retriever
V. Bodil Jensen
14. februar 2011
Vedr.: Curly’s spor trænings arrangement den 16. april 2011 i Rold Skov
Kære Bodil, tak for din henvendelse vedr. den oplevelse i havde på Jeres årsmøde om at sporudvalget er lidt pikeret over ikke at være informeret om, at raceledelsen for Curly Coated Retriever afholder et sportræningsdag i Rold skov den 16. april 2011.
Da ingen af sporudvalgets medlemmer var til stede på Jeres årsmøde, kan vi ikke forholde os til selve den dialog der har fundet sted, denne dag.
Men når det er skrevet, så dejligt med gode Curly initiativer på sporsiden og det er sporudvalget taknemlige for og vi vil gerne være med til at bakke op om det og være med til at synliggør via. div. medier og muligheder vi har, hvis i gerne vil have dette.
Vi vil ønske jer en rigtig god dag med sportræning den 16. april og glæder os til at høre mere om dagens forløb, eventuelt i form af en artikel til Retrieveren.
På spor udvalgets vegne
Charlotte Thomsen
Formand for sporudvalget

